Inden du starter med at male
Inden du starter, skal du gøre op med dig selv, hvordan din nye tavle skal se ud. Vil du gerne have en tavle, der er kvadratisk eller trekantet? Eller skal den være rektangulær? Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan du kan male din nye tavle.
En rund tavle er dog klart den største udfordring, da det er svært at forme den med malertape.
Sådan får du skarpe kanter på din vægtavle
Når du har besluttet dig for, hvordan din nye tavle skal se ud, er næste skridt, at du skal i gang med at afmærke den. Det gør du med malertape.
Vælger du at lave en firkantet tavle, skal du sætte malertape på fra hjørne til hjørne i lige linjer, så du ender ud med en fin og harmonisk firkant. Har du en rest maling i samme farve som din væg? Så er det en rigtig god ide at forsegle malertapen, du har sat på, med maling i samme farve som væggen.
Det er for at sikre dig, at du får knivskarpe kanter, når du maler en tavle på din væg.
Den sidste ting, du skal gøre, inden du finder din tavlemaling frem, er at slibe den overflade, du skal til at male på, med sandpapir.
Få vores 7 bedste råd til at indgå en aftale med en håndværker
Hvad skal du bruge af materialer for at male en tavle på din væg?
- Sort tavlemaling (du kan også få tavlemaling i andre farver)
- En pensel
- En malerrulle, der har fine hår
- Sandpapir - korn 120
- Malertape - gerne med en bredde på cirka 48 mm
- Målebånd eller tommestok
- En blyant
- En malerbakke
- En rest hvid maling til væggen i den samme farve, som væggen er malet i
TIP: Brug tavlemaling med magnet.
Vil du også gerne kunne hænge børnenes tegninger op på væggen? Eller vil du gerne kunne bruge den væg, du maler med tavlemaling, som en opslagstavle, hvor du også kan hænge alverdens sedler og invitationer op?
Så kan du med fordel købe tavlemaling med magnet. Her kan du både skrive med kridt samt bruge magneter.