Det skal du vide om vådrumsbehandling
Da dit badeværelse er et af de rum i dit hjem, der bliver mest påvirket af vand, stiller bygningsreglementet strenge krav, når det kommer til, hvordan vægge og gulve skal opføres – og hvilken overflade de skal have.
Vådrum, som også omfatter bryggers, skal opfylde en række af krav. Det er alt sammen for at beskytte boligerne og gøre det så sikkert som muligt, så gulve og vægge i vådrum kan modstå vand- og fugtpåvirkninger.
Har du et stort eller et lille badeværelse?
Har du et større badeværelse, bliver væggene i rummet inddelt i en fugtig zone og den såkaldte vådzone. Vådzonen er den del af badeværelset, der bliver direkte udsat for vand, og den fugtige zone omfatter så resten af badeværelset.
Har du et mindre badeværelse, bliver hele badeværelset anset som en vådzone. Et badeværelse bliver kategoriseret som et lille et af slagsen, hvis gulvarealet er på mindre end 3,25 kvadratmeter, eller hvis rummet er smallere end 130 centimeter.
Kend forskellen på vådzone og fugtig zone
Den fugtige zone på dit badeværelse skal opfylde en række af krav, og væggene må kun laves af materialer, der kan tåle vand.
Vådzonen på badeværelset gælder:
- Hele gulvet
- De nederste ti centimeter fra gulvet og op ad væggen
- Vægge omkring badekar 50 centimeter fra siderne af karret
- Vægge i og omkring brusenichen
Alle samlinger mellem gulve og vægge skal være vandtætte.
Der er 3 måder at få vandtætte vægge
1: Du kan opføre vandtætte vægge
Er du i forvejen i gang med at bygge nyt, kan du opføre vægge i badeværelset, der er vandtætte. Det er som oftest vægge af beton, som er mindst seks centimeter tykke med en styrkeklasse på 20 og armerede vægge.
Den rå beton skal stadig have en overflade, der virker vandafvisende – eksempelvis maling eller fliser.
Du kan nøjes med fliser til vådrum, hvis du har vægge lavet af de her materialer:
2: Du kan få lavet en vandtæt beklædning
Har du skeletvægge i din bolig, skal du give dine vægge en vandtæt beklædning. Det kan eksempelvis være PVC-belægning eller vådrumsmembran.
3: Du kan gå efter en vandtæt belægning
Slutteligt kan du give dine vægge en vandtæt belægning. Her skal væggene have en slags membran, der beskytter mod vand. Oven på membranen kan du så vælge vægbeklædningen, og det er ofte fliser, valget lander på.
Du skal vælge de rigtige materialer
Det er altid vigtigt, at alle samlinger og fuger, der er mellem gulve og vægge, i hjørner og ved gulvafløb, er vådrumssikrede.
Derfor skal du også bruge vandtætningsprodukter, som kan samarbejde. De sælges i systemer, hvor de skal bruges i en ganske bestemt rækkefølge, før de holder tæt mod vand.
Det betyder også, at du ikke kan bruge membran fra et system sammen med en fliseklæber fra et andet system.
Du kan med fordel vælge et system, der er MK-godkendt – det er en ordning, der uvildigt godkender byggevarer. Vælger du et system, der er MK-godkendt, er det din sikkerhed for, at produkterne overholder bygningsreglementet.
Føler du dig helt på bar bund?
Vådrumsbehandling er ikke noget, du skal tage let på – det skal virkelig gøres ordentligt. Er du derfor ikke selv klar på opgaven, kan du med fordel få hjælp udefra.