Er din faldstamme defekt, og er du i tvivl om, hvorvidt du skal få den renoveret, eller du i stedet skal få den skiftet ud med en ny? En faldstamme kan i mange tilfælde holde i helt op til 70-80 år, men dukker der utætheder eller andre problemer op, kan du blive nødt til at skifte den ud eller få den renoveret undervejs.
Hvornår giver det mening at renovere din faldstamme?
- Hvis der er tale om mindre utætheder eller gennemtæringer i faldstammen, der kan klares med en renovering.
- Hvis faldstammen er i en stand, der gør det muligt at rengøre den ordentligt - uden at den falder fra hinanden.
- Hvis det er muligt at komme til at renovere faldstammen og få plads til det udstyr, der skal bruges til renoveringen.
Hvornår bør du udskifte din faldstamme?
- Hvis du ikke kan komme til at gøre dit forarbejde ordentligt ved at rengøre din faldstamme grundigt, uden at den falder fra hinanden, eller fordi adgangsforholdene er for ringe, bør du altid udskifte din faldstamme.
- Hvis den er i meget ringe stand og ikke står til at redde.
Hvilke muligheder har du, når det kommer til renovering af faldstamme?
Der findes flere forskellige måder at renovere en faldstamme på. Typisk vil det foregå således, at der bliver lagt en ny indvendig belægning, der sørger for, at din faldstamme igen kan holde tæt. Materialerne og måden at gøre det på adskiller sig fra hinanden, og du kan her se de mest gængse former for renovering af faldstammer.
Strømpeforing
Ved hjælp af trykluft bliver et strømpeforingsprodukt af harpiksimprægneret tekstil ført ind i faldstammen, hvorefter det hærder. Når hærdningen er fuldendt, vil strømpeforingsproduktet fungere som et selvbærende rør, der er lagt inde i selve faldstammen, og som styrker den eksisterende faldstamme.
Stram foring
Her bliver der anvendt et plastrør, som først bliver foldet sammen og varmet op, hvorefter det bliver indført i faldstammen. Efter at blive varmet yderligere op med damp folder røret sig ud og slutter sig helt tæt til den eksisterende faldstamme. Når plastrøret har foldet sig helt ud, fungerer det som et selvbærende rør inde i din faldstamme.
Coating
Her er der tale om et produkt af hærdeplast, der bliver sprøjtet på den indvendige side af faldstammen. Det skal gøres en eller to gange. Derefter vil der danne sig en gummihud, der er tynd, og som sætter sig fast på den gamle overflade. Coating kan både være med en godstykkelse på mindre end 1 mm eller med en godstykkelse på mere end 1 mm.
Kan du selv renovere din faldstamme?
At renovere en faldstamme og anvende metoder som strømpeforing, stram foring eller coating kræver noget helt særligt udstyr og en stor viden på området. Vi vil derfor til hver en tid anbefale, at du får en professionel fagmand til at gøre det for dig.